Darlings jeg er ikke blank for at indrømme at jeg er en pige som har lidt under mobning som så mange andre også har her i DK. Det skræmte mig at se at Danmark er det land i norden hvor mobningerne er værst, og hvor der bliver taget mindst hånd om problemet. Jeg er selv en af dem der desværre var udsat for den forsømmelse og nedgørelse.
Fra 1-6 klasse var det ikke slemt. Vi var alle venner, havde det sjovt og kunne bare generelt snakke sammen med mine klassekammerater. Jeg savner dem sådan. Håber de holder en fest igen hvor jeg kan være med... Vil så gerne se dem igen ;_;
Men fra 7-9 klasse var det en helt andet snak.
Jeg gik først på Bislev skole. En lille skole i en lille by, hvor alle kendte alle og hvor alle kunne lege med hinanden. Men så kom jeg til Nibe skole.
Nibe er en provins by til Aalborg og på den skole gik alle de rådne æbler.
Jeg var så uheldig at komme i den klasse med alle de værste mennesker. Popdåserne og scooter drenge... Jeg kom i 7.C og glemmer det aldrig.
Det hele startede fra dag 1 af, blev allerede stemplet der som nørd, fordi jeg snakkede om computerspil og den slags, og pludselig var jeg bare den man ikke skulle nærme sig, fordi det jo var hende der nørden.
Det gjorde ondt.... rigtig ondt. Og blev kun værre derefter.
De mobbede mig med jeg ingen venner havde, og gjorde i det hele taget grin med alt omkring mig... Aldrig havde jeg hadet et menneske så meget som jeg hadet dem!
De lavede et spørgeskema omkring unge og sex, og de indbefattede blandt andet spørgsmålet "er du Jomfru?"... det var et anonym spørgeskema, men de fandt åbenbart ud af at jeg var jomfru, og så kunne jeg blive mobbet med det i stedet. Alt kunne vendes mod en og hver gang gjorde det ondt helt inde i sjælen... Og det gør det stadig når jeg tænker over det.
Det gjorde at jeg til sidst blev skide bange for at række hånden op i timerne og sige noget. Sagde jeg noget rigtig mobbede dig en, sagde jeg noget forkert grinede de af en... Man blev paranoid og bange for sin egen klasse... hvor sørgeligt er det ikke lige... bange for sin egen KLASSE... Det er derfor jeg ikke ser dem som mine klasse "kammerater" da kammerater er et specielt ord som kun bruges om folk du har et godt forhold til... Men disse mennesker her kunne lige så godt ligge sig ned og dø. Hver dag var en kamp for mig at tage i skole. Sagde tit at jeg var syg og blev hjemme, og allerede der burde alarmklokkerne have ringet hos mine lære... men nej. De, ligesom så mange andre lære i Danmark, lukker af og indser ikke problemet, du er nød til at tvære det ud i deres ansigt før de kan se det, og selv der er det ikke sikkert. Mit fravær blev så slemt til sidst at jeg skulle snakke med en lære om det. Jeg fortalte hvordan jeg havde det til adskillige lære, men ingen lod til at lytte til det.... Indten ignorerede de det, eller også så løftede de lige pegefingeren, sagde "fy" og det var så det.... latterlige idioter... Stadig den dag i dag er jeg sure på dem. Jeg græd tit når jeg kom hjem, jeg ville intet og lukkede mig inde på værelse, hver dag var jeg bange for skoen, fordi "de" var der... og de ville altid finde mig som et mål for deres egen usikkerhed... og de gjorde det hele tiden.
Jeg havde det så skidt i den tid at jeg svigtede mig egen søster, som led under en depression der... og jeg svigtede mig selv.
Jeg var på enden af at bryde total sammen og bare være en asocial psykose, da en kvinde... en vikar vi havde i matematik hurtigt så jeg havde det skidt, og med det samme tog snakke op i klasse. Jeg kan huske hun sagde ud i klasse at der var et problem... at nogle her i klassen følte sig mobbet... Hun kikkede ned på mig. Jeg kikkede på hende med store øjne. Jeg følte mig så blottet... Som at stå fuldkommen nogen på en scene og alle bare kikker på en. Hun kikkede på mig med øjne der bare sagde "jeg skal nok hjælpe dig!".
Jeg så dem og kunne ikke kikke væk, hvorefter hun sagde "Michelle... Hvad er det de mobber dig med?" og for første gang græd jeg i skolen... for aller første gang i de 3 år jeg gik der viste jeg hvordan jeg havde det. Det hele kom ud i gråd og hulken. Og det var først nu at folk kunne se hvor elendigt jeg havde det... først nu de fattede at jeg var dybt såret og arret af det... og det var først nu en lære rakte sin hånd ud og hjalp mig... Jeg var lykkelig under al min gråd, lykkelig over at jeg endelig var blevet set og hørt, og at det tog den kvinde her nogle få dage at opdage det. Hun var for mig en frelse der lettede min byrde fra hjertet... Der var stille i klassen, jeg kikkede ned i bordet og sagde intet... men det var som om min gråd bare fortalte alt om de 3 år jeg havde lidt under den mobning... Det stoppede først der mobningen, da de endelig kunne se hvor nedslidt jeg var af deres evige "vittigheder" og "spydige kommentar"
Den dag i dag er der stadig ar efter den tur igennem helved, og jeg kommer nok aldrig helt af med dem. Jeg er stadig bange for hvad folk tænker, tror at folk griner bag min ryg... og den værste... Jeg har svært ved at snakke med min kæreste om mine problemer når jeg har dem, fordi ingen ville lytte til dem dengang. Men det er ved at gå stille væk. Det er ÅR siden dette skete, men alligevel efterlader det altså et permanent ar, af det ene eller den anden art.
Det der gjorde mig mest vred var det min mor fortalte mig senere i mit liv... Hun fortalte at hun græd hver gang jeg havde en dårlig dag i skolen, at hun ringene flere gange til skolen for at sige jeg blev mobbet, men ganske som det var med mig, så lukkede de bare af for problemet, som om det aldrig var blevet nævnt... Først der blev jeg virkelig vred og først der følte jeg for første gang at jeg kunne slå et menneske ihjel. Nok var det hårdt for mig, men da jeg hørte hvor kede af det mine forældre var, og specielt min mor... der gik de over grænsen! Og jeg er stadig vred på dem den dag i dag. Jeg har svært ved at tilgive dem for hvad de gjorde og ikke gjorde den gang. Så derfor fortæller jeg gerne om at Nibe ikke er skolen man skal gå på, fordi den er simpelthen en enkeltvejs billet til en psykisk nedgørelse, hvis du ikke er populær fra starten. Og det vil jeg aldrig nogle sinde bede andre om at gennemleve.
Min kæreste blev også mobbet, så vi dele en fællesoplevelse af at gå på den skole, plus jeg har mange venner der også har lidt under det. Så det er skønt at have nogle at snakke med om oplevelsen. Jeg får med garanti en invitation til fest med den gamle klasse fra Nibe, men jeg nægter at tage med. Min kæreste siger jeg ikke bør bære nag over det de gjorde, fordi det er så mange år siden... Men det gør jeg, og derfor nægter jeg at tage med... jeg er ligeglad med hvor voksne eller fornuftige de er blevet... Jeg vil ikke kendes ved dem
Men Darlings, er i nogle sinde blevet mobbet, og bør man bære nag efter alle de år?
2 år siden
0 kommentarer:
Send en kommentar