Mor er den bedste i verden*.
(*Danish update)

Jeg elsker virkelig min familie og jeg er virkelig et familie menneske. For mig er min familie virkelig mit et og alt og vores familie har bare altid være sådan en der virkelig beskytter hinanden og dem vi har kær. Men en ting jeg virkelig bemærker når jeg ser på min familie er min mor. Min mor er lige fyldt 47 (uha for en ung dame) og hun er virkelig en enestående kvinde i min verden. Lige så længe tilbage som jeg kan huske (eller sådan føles det) har min mor altid haft døj med hendes ryg og jeg ved godt at det nok for andre virker som en trivialitet, alle har jo knas med ryggen af den ene eller den anden grad, men ved hende er det bare ikke det samme. Hun har altid arbejde for at tjene penge til familien sammen med min far og aligevel har hun altid været der for os. Men for en del år tilbage gik det helt galt med hendes ryg. Hun arbejde i sin tid på et mejeri i vores by og gjorde det i et stykke tid, før hun tog et andet arbejde på en fabrik i en by som ligger 6 km fra hvor hun før arbejde.

Hun tog altid bussen til og fra arbejde, og handlede ind når hun var færdig, men en skønne dag gik det helt galt. Hun havde arbejde på en forkert måde og det førte til hun fik en diskosprolaps i ryggen. Jeg husker tydeligt den dag det skete... eller det kan også være det var en drøm, når jeg kikker tilbage virker det stadig så uvirkelig for mig, og mange af tingene jeg prøver at huske omkring situationen er dækket i sort tåge. Det hele var så skræmmende. Jeg var ikke særlig gammel... nok kun omkring de 10 år. Jeg var med far oppe hos nogle venner i den by som vi boede i, hvor vi skulle kikke på høsten der skulle i hus i år. Det var varmt og jeg havde min cykel med, fordi det ikke var andet en 10-15 minutters cykeltur fra vores eget hus af. Det var vel omkring middag og der duftede støvet fra den tørre jord, fordi det var en knastør sommer, og op ad bakken kommer min lillesøster, for fulde pedal med tåre i øjne, op ad bakken til marken vi stod på. Hun var helt oprørt og far prøvede at berolige hende for at få og vide hvad der var sket. hun fortæller så at mor ligger på gulvet der hjemme og græder, og at hun ikke kan røre sig.

Far skyder sig hjem med os og vi ser mor ligge på jorden. Hun græder og hulker. Det var så skræmmende at se, hvad man i sin barndomsverden mener er et stærkt menneske som beskytter en, pludselig ligge der som et individ der udviser svaghed og som græder. Det var så urealistisk og så uforstående. Jeg husker ikke så meget der efter ud over at jeg husker at ambulancen ankom og at jeg selvfølgelig var ked af det, fordi nu skulle mor på sygehuset, hvad nu hvis hun led af noget virkelig alvorligt? Hele den uvished var kvælende og til og blive gal af. Jeg kan ikke engang huske om vi blev passet, eller hvad der skete efter det. Bare at det virker som om at jeg hele tiden kun har kendt min mor som en kvinde med ryg problemer.
Hun blev opereret for din prolaps og det hele virkede fryd og gammen igen. Det begyndte stille at vende tilbage til en normal hverdag, men hun blev ramt to gange efter det, nøjagtig samme sted. Og en af de sidste gange hun skulle under kniven, fik vi og vide at skulle hun nogle sinde få en prolaps igen og opereres for den, ville der være en 60% sandsynlighed for hun ville blive lam fra sin len og ned efter.

Det var en ting mor ikke kunne magte så hun takkede nej. Men nu var hendes brusk skive allerede så ødelagt af alle de operationer at hun ikke turde gå det igennem. Hun led under voldsomme smerter i lang tid, og det er først fornylig at de valgte at ty til en ny mulighed, som var et støtte stativ i den del hvor hun var skadet. Op og indtil hun fik den indopereret var det et helved for hende. Hver dag stod den på piller, hver dag var det altid en gamble for at se om hun havde det godt, eller om det var en af de dage hun havde det slidt, men hun holdte ikke op med og være en aktiv mor af den grund. Hun holdte sig til aktiviteter der ikke belastede hendes ryg for meget, og det var tydeligt hvor meget skade mange års arbejde med forkert bøj og løft, havde gjort ved hende. Det værste ved at have en mor der har det sådan er at man intet kan gøre for at hjælpe hende. Man føler sig så hjælpeløs når hun ligger og græder i smerte og hverken kan gå eller stå. Det gør ondt helt inde i hjertet, specielt når man elsker sin mor så meget som jeg gør. Jeg græd selv mange gange fordi jeg så gerne ville lindre hendes smerte men ikke kunne. Men jeg hadede når hun prøvede at lade som hun havde det fint og ikke lod sig påvirke af hendes smerter. Når man har boet sammen med et menneske i så mange år ender man med og kende dem bedre end de selv gør, og jeg kunne jo gennemskue hende med det samme, når hun havde det slidt og dækkede over det. Hun gør det stadig den dag i dag når hun har ondt, men har fortalt hende hun ikke bør. Vi kender hendes smerter og hendes ryg problemer så det er dumt ar skjule det, for ikke at belemre os med det eller for at skåne os.

Men det hele så ud til og ende godt. Sidste år fik hun som sagt opereret en støtteskinne ind og det hele virkede som om det nok skulle blive godt. Alene det at vi nu mere eller mindre kunne være sikre på at hun ville have en ens dag hver dag var en stor glæde for os alle, men den største glæde for min mor. Bare det og vide at hun endelig kunne stå op hver morgen uden smerter, udover hendes fantomsmerter var jo guld værd for hende. I lang tid virkede det også på hende, men her i Januar måned begyndte det at gå tilbage igen. Hun har ondt i hofterne og lægerne frygter at det der skulle have hjulpet hende, måske er det samme som nu har forsagte nye smerter. Vi beder og håber til det er tilfældet da det ville være sådan et tilbageslag for min mor. Der vare stadig noget tid før vi får svar.

Men det jeg vil fortælle med alt dette er at min mor er en kvinde der virkelig inspirere mig. Trod så meget modgang, smerte og svi holder hun stadig fanen højt. Hun smiler stadig og nyder stadig sit liv, trod smerter i ny og næ og det er virkelig stort. Det er smukt i min verden og jeg elsker hende så meget. Kan slet ikke forstille mig hvad jeg skulle gøre uden hende.
Så derfor, jeg elsker dig mor, du er den bedste i verden ♥♥♥
Du gør mig mere stolt end noget menneske i denne verden og jeg håber virkelig at forkæle dig på mors dag, elsker dig for evigt :')