Elsk din krop for hvad den er.

"Gud hvor er du tyk... se lige de fede deller du har på siden af dig selv... og fede lår der er fyldt med appelsinhud... Og dine bryster hænger fordi jeg er fed... Fed fed fed fed"

jeg ved ikke om det er sådan mange piger tænker når de ser sig i spejlet, eller om det er noget helt andet det løber igennem deres hoved... Men en ting er sikkert... det er usundt.
Jeg er selv den type der gerne vil se pæn ud, men ikke perfekt, fordi det kan jeg aldrig blive... Usanset hvor meget man prøver bliver man kun så perfekt som man selv syntes, ikke som andre ser dig.

Jeg bliver sur, ked af det og trist når jeg høre min veninder, eller folk jeg kender, rakke sig selv ned fordi de er for tykke, er bange for at tage på eller konstant leder efter fejl ved dem selv, fordi der må jo være NOGET de kan lave om. Og det er bare... forkert.

Forfængelighed er ikke en slem ting. Men det er en besættelse af at være forfængelig.
Kropen er som kroppen nu en gang er, og jeg er den type pige som der bare altid vil have brede hofter, selv når jeg taber mig, og det er sku ikke fordi jeg er fed, men fordi jeg er bygget, knogle mæssigt, sådan.

Det er fælt at det er så vigtig for piger at leve efter de standarter som modeverden har sat som de nyeste kriterier for total skønhed. Jah jeg ville da selv ønske jeg var åleslank og bare kunne bære en bikini. Men takket været det nye syn på hvordan an kvinde skal se ud, så er jeg bare en af dem som man ville kikke på og sige "ad" hvis jeg gjorde det. Det har afskrækket mig for at svømme (medmindre jeg bær shorts og en t-shirt) men det har ikke gjort et stort nok input på mig til at jeg vil smide min krop ud i totur, for at nå den slanke linje. Jeg ønsker ikke at sulte mig selv, fordi det er nemmere...

Jeg er generelt et usundt menneske. Jeg motionere ikke særlig tit, og det er kun 30 min når det sker. Jeg spiser to gange om dagen, og det er tit uden morgenmad... Jeg spiser slik, fordi jeg har en sukkertrang, og kan (føles det som om) ikke undvære sodavand (drikke dog sukkerfri).
Men alligevel skammer jeg mig ikke over min krop, fordi jeg ved jeg kan ændre det, hvis jeg spiser fornuftig og sundt, og motionere regelmæssigt.

Kroppen er som kroppen nu en gang er, og jeg er gået fra at veje 32 kg som 12 årig, til at veje 75 som en 23 årig, og det er et kæmpe spring som skete efter jeg blev 20. Det er skidt at jeg er faldet af på den, men selv da jeg var tynd, syntes jeg at jeg var grim. Jeg havde ingen bryster, ingen hofter eller mås, og nu hvor jeg endelig har det, er jeg ked af det, fordi det er for stort det hele.
Nej det er ikke nemt at være kvinde i dette samfund, som bygger så meget på det narcissistiske, og værdierne du kan vise med kroppen frem for med din intellekt.

Så Darlings, lev ikke jeres liv efter en badevægt eller de tynde duller ude på nettet og i modeblade, fordi det er det der gør at man lever it liv som om man er bange for mad. Her er en god regel "Du skal spise for at leve, ikke leve for at spise", og at skippe flere måltider om dagen,og så kun spise en stag selleri er IKKE "spise for at leve" men snare en langsom og smertefuld død af kroppen.
Darlings accepter jeres krop, og ret kun det på den som i kan naturligt, frem for kosmetisk... det er smukkere. Og kvinder er smukke som de er, ikke som modellere viser de skal være :)