Kender du de at du før eller senere bare føler at det hele kunne rende dig et vist sted, hvis det ikke var fordi du ellers prøvede at opretholde et image som et ordenligt og fornuftigt menneske?Hmm. Tænkte det nok.
Sådanne perioder er vi alle i før eller siden og jeg var så "heldig" at opleve min i går.
Jeg er 25 år og står med en fejlslåen uddannelse bag mig, en uddannelse som endnu ikke har åbnet nogen elevplads op for mig (har søgt i over et år nu) og jeg har måtte droppe min drøm om at blive animator, da jeg ikke har den store chance for at få et job bagefter.
Det har ført til jeg sådan set bare tænkte det hele kan være lige meget.
Krisen efterlader ikke meget spille rum for os som faktisk vil blive til noget, og selvom det lyder fristende, så ønsker jeg ikke at forblive akademiker resten af mit liv.
Ja det er den type følelser hvor man bare føler man er en stor fiasko, og man gør det dummeste et menneske kan gøre. Man sammenligner sig selv med andre: Jamen bo har allerede børn, kone, færdig uddannelse og job, hvorfor er jeg så den der skal sidde her og se dum ud?
25 år, bor i lejlighed med min kæreste og har ikke engang en færdig uddannelse bag mig (udover min HF).
Ja vi kan jo kun håbe tiderne vender snart, fordi dette er ikke just det som jeg gider bruge min tid på. Jeg vil uddannes og blive til noget, fordi jeg er socialistisk og rød som mit hår.
0 kommentarer:
Send en kommentar